Barnet er dødt!
Hil Dig, Herodes!
Verdens Befrier,
indbildte Godes
Trøster i Nøden,
trods Profetier,
slumrer i Døden
blidelig, sødt.
Barnet er dødt!
Roma! din Keiser,
som over Vrimlen
mægtigen kneiser,
løfter mod Himlen
Jorderigs Krone —
ei fra sin Throne
skal vorde stødt.
Tømrerens Søn
hisset fra Stalden,
Pøbelgebærden,
fattige Pjalter
skal ei paa Alter
hæves i Hallen,
omforme Verden
dristigt i Løn.
Kvindernes Graad
lidet kun veier:
aldrig af Svage
vandtes der Seier.
Tidernes Fylde,
Jernaldrens Dage
jublende hylde
Mændenes Daad.
Mystiske Nat,
der med din Stjerne
hist i det Fjerne
leded med Snarhed
hid efter Trøsten
Vise fra Østen —
Dagslysets Klarhed
spredte Dig brat!
Uskyldens Ord,
hvisked’ fra Skammel
blidt af den Lille,
ei skal i Templet
Rabbi forvilde,
Barnesnak vammel
ei vorde stemplet:
Himlen paa Jord.
Barnet er dødt!
Kløgten og Styrken
sænker ei Værget.
Ei skal til Ørken
Aanden os føre,
ei skal fra Bjerget
Mængden han røre,
sværmende blødt.
Barnet er dødt!
Hil Dig, Herodes!
Slet Profetier
altid forstodes.
Verdens Befrier,
født af en Kvinde,
ventes iblinde
Barnet er dødt!