Ensom jeg sidder
her paa Holmen.
For mine Bødler
maa jeg trælle.
Bølgerne bruse —
stærkere bruser
det i min Hjerne
og mit Hjerte!
Solen stiger,
og Solen daler —
aldrig daler
Søvn paa mit Øie!
Hammeren falder
tungt paa min Ambolt —
tungere falder
Sorgen paa Sindet!
Knæhasens Sener
skare de over,
lammede Foden —
Foden, som bar mig
kraftig og smidig,
fordum paa Jagten,
naar jeg den vældige
Bamse vog.
Hervør Alvitra,
Du min Valkyrie,
som fra det fjerne,
straalende Syden
paa din Fjederhams
susende Vinger
kom til mit kolde
nordiske Hjem!
Hisset i Bjælke-
huset ved Søen —
snedækte Fjelde
krandsede Dalen —
slog jeg min Arm
om dit yndige Liv.
Sydlige, solklare,
ringsmykte Kvinde,
der, som en Idun
med rødmende Æbler,
rakte din Husbond
Foryngelsens Frugt!
Længslen vækkende,
Sorgen dulmende,
Elskovens Dise!
drømmende, hviled
Du ved min Side.
Aarene svandt,
som var det Dage:
mægtige Vinger
høit os løfted
op over Tidens
brusende Strøm.
Ensom jeg sidder
nu som Fange,
for mine Bødler
maa jeg trælle.
... Men lad dem ikkun
spotte min Afmagt!
I mine lange,
søvnløse Nætter,
Hervør Alvitra!
Du mig begeistred.
Kløgtigt i Løndom
formede Vølund
Fjederhammen
efter sin aldrig
glemte Valkyries
underfuldt straalende
Svanevinger.
Leende høit jeg mig
hæver i Luften,
skjøndt de mig røvede
Senernes Kraft.
Mægtige Skyer,
rastløse Flyvere!
op imod Eder
høit over Jordens
navnløse Jammer
dristigt mig bære
Fjederhammens
susende Vinger.
Dybt jeg mig dukker
i Ætherens Strømme,
som et Gjenfødelsens
luttrende Bad,
kjøler min brændende
Kind og Pande,
aftvætter Fortidens
nagende Kvaler,
styrer mod Fremtidens
vinkende Kyst.