Knud den Hellige
(Af en større dramatisk Digtning)
(Af en større dramatisk Digtning)
Hal paa Gaarden Sævarende i Jylland. Nat.
Kongen
kommer, urolig, ind, iført Natdragt.
Der gives bange Timer i vort Liv.
De komme ofte, som en dunkel Sky
paa Sommerhimlen, pludseligt og stille.
Der gives sær og mystisk Angst og Gru,
den griber os: vi høre Veiret suse;
men ikke vide vi, hvorfra det kommer,
og hvor det farer hen. Som i Naturen,
naar Alt er stille, pludseligt en Luftning,
en underlig, en sittrende — et Suk,
en Febergysen lig — kan hæve sig.
Da blegner Himlens Blaa, da røres Havet,
da skjælve Bladene paa Skovens Træer,
og Lundens Blomster bøie deres Hoved:
da stryger Fuglen med usikker Flugt,
som var den veivild, lavt henover Marken
og kviddrer ængsteligt; da brøler Kvæget —
da drager Alnaturen tungt sin Aande.
I slige Timer synker Mandens Mod.
Fra Sjælens dunkle Baggrund hæve sig
fantastisk blege, vilde Spøgelser.
Med Øienhuler uden Øine stirre
de os i Øiet ind, saa Blodet stivner,
og Haaret reiser sig. I bælmørk Nat
vi famle, rædselslagne. Alting vakler.
Vanvittigt hvirvle vore Tanker rundt,
som Høstens Løv i Stormen.
Ve, o ve!
Hvad ere slige Timer? Hvorfra komme
de, sagte listende, med lydløst Fjed —
en Tyv i Natten — ræddelige, mørke?
Ere de Intet? Fødes de af Intet?
et usselt Gjøglespil, et daarligt Blændværk?
Eller maaske de ere blege Drømme,
den vilde Fantasis uægte Børn.
et sælsomt Kuld med underlige Lader,
tidt sande, oftest falske, altid dunkle?
Hvad eller ere de den dybe Sandhed
fra Evighedens Land, der gjester os
i Livets travle, glemmesyge Uro
og ryster Sjælen med en hellig Gysen —
varslende Stemmer, mægtige Profeter?
Jeg veed det ei. — O, jeg er som bedøvet,
og indtil Døden er min Sjæl bedrøvet.
Dronningen
træder ind, ligeledes i Natdragt.
Min elskede Husbond for Gud og Mænd.
min dyrebare Knudlille,
vredes ei paa din Ædele,
fordi hun kommer saa silde.
Du vredes paa din Hustru ei,
fordi hun, mens høit i sin Kærre
paa Himlen ager den sorte Nat,
sniger sig til sin Herre.
Mørket, dækker den Irætte Jord,
over de tause Skove
hæver sig Midnattens Maane bleg —
jeg kunde ikke sove.
Mørket dækker den stille Jord,
Fuglen slumrer i Lunde
med Hovedet under sin Vinges Skjul —
jeg kunde ikke blunde.
Var jeg din Hustru hæderværd,
elsked jeg Dig, Knudlille,
hvis roligt jeg kunde sove, mens
Du, min Husbond, led ilde.
Du foer uroligt fra Nadveren op
og syntes et Bytte for Sorgen;
tungsindigt, uden Rist og Ro
vanked Du om i Borgen.
Du kastede Dig paa Leiet vildt,
Dig flyede den kvægende Slummer.
Du listede Dig fra min Side bort,
stille og taus, med din Kummer.
Er jeg din Hustru hæderværd ...
Kongen.
De hellige Engle det vide!
Dronningen.
... saa udøs i din Ædeles Barm
al din lønlige Kvide.
Er det ikke Hustruens dyreste Ret
at dele Husbondens Smerte?
Thi lette Du, Knud, dit bespændte Bryst
her ved din Ædeles Hjerte.
Er Sorgen end ringe, den er dog tung
for den Ensomme, Kvinden som Manden;
men den tungeste Byrde bæres af To,
der inderligt elske hinanden.
Dit Øie flammer med Feberild,
og Kinderne vorde blege.
Hvad trykker dit Sind, hvad bøier dit Mod?
O, lad mig være din Læge!
Kongen.
Jeg veed det ikke.
Dronningen.
Maaske Du er syg?
Jeg iler til Kjøkken og Kjælder
og laver en god og styrkende Drik.
Kongen.
O nei, Du blive her heller.
Det dulmer min Smerte, det gjør mig godt
at vide Dig ved min Side,
at kunne lægge min Haand i din
og se Dig i Øinene blide.
Det dulmer min Smerte, det smelter min Ve
at høre din Stemme klinge.
Det tykkes mig fast, som om en Kerub
tog mig under sin Vinge!
Dronningen.
Kongekronen kan være tung,
trykker den Dig i Støvet?
Kongen.
Jeg veed det ikke. Jeg veed ei hvorfor,
men jeg er syg og bedrøvet.
Dronningen.
Hvad end Dig feiler, kjær Herre min!
Du glemme Livets Bulder
og læne dit trætte Hoved blidt
imod din Hustrus Skulder.
Kongen.
Min lille Due, min Ædele!
o lad kun Bølgerne larme:
jeg kjender en Havn, for Stormene tryg —
min Hustrus velsignede Arme.