Nu Juletidens Tryllespil
er endt for dennesinde,
jeg lidt derom berette vil
til Fyen, til Kjerteminde.
Da paa min Fødselsdag jeg skrev,
saa var det til de Store:
jeg tænker, dette Julebrev
maaske den Smaa kan more.
Som Julen er en Børnefest,
det kan ei Mening savne,
at buden er paa den til Gjest
min lille, tolvaars Navne.
Ved Advent traved Hyrder ind,
fra Mark til Tiberstaden
og vandred om i lodne Skind
ved Dag og Nat paa Gaden.
De standsed foran Bod og Mur
ved hvert Madonnabilled
og hilsed fra den fri Natur
og stemmed op og spilled.
Høit Sækkepibens simple Klang,
med Fløitens sælsomt blandet,
gjenlød i Gaden, mørk og trang,
som Julebud fra Landet.
Det var, som da til Bethlehem
de fromme Hyrder iled
mod Stalden og mod Krybben frem,
hvor Jesusbarnet smiled.
Jeg springer over al den Stads,
med sagte Vals og anden Spas
i Juletiden gjorde.
Om Lateranet intet Ord,
end mindre om St. Peter —
jeg er jo fra det høie Nord,
en Saul iblandt Profeter.
Man dyrker Gud, min lille Ven,
paa mangeslags Façoner.
Den lystigste jeg har igjen:
de hellige tre Konger.
Alt Natten før jeg vandred om
imellem Folkemassen.
Hvor tumled sig det unge Rom
paa St. Eustachio-Pladsen!
I Boder straaled Legetøi
og Sukkergodt og Kage,
og rundtomkring der var en Støi,
som finder knap sin Mage.
Man larmed, efter gammel Skik,
tiltrods for Midnatsstunden.
Til Dagens Ære Mængden gik
med en Trompet for Munden.
Og det var ikke blot de Smaa,
der nøde denne Lykke —
Du skulde set din Onkel gaae
og blæse Alt et Stykke!
Imidlertid høit over Sky
de stille Stjerner blinked,
som hin, der til Judæas By
de gamle Vise vinked.
Paa Kapitol den næste Dag
var endnu større Røre.
Der stod det store Hovedslag,
hvorom Du nu skal høre.
En mægtig Trappe fører op
til Kirken, som mod Himlen
paa Høiens minderige Top
sig hæver over Vrimlen.
Mens Præster smukt i Koret sang,
i Skibet, i Kapellet
Madonna sad i Transparent,
fromt over Barnet hældet.
Foran det Østens Konger stod —
en Morian var den ene.
Det Hele høist naturligt lod,
som paa Theatrets Scene.
En Kæmpedukke var Enhver,
med Klæder udstafferet:
som Du kan tænke Dig, især
Og bagest var et Landskab smukt
med Palmer og deslige,
og øverst saae man lige lukt
ind i Guds Himmerige.
Det Allerbedste kommer nu:
i Straahat, Krinoline,
omtrent saa gammel vel som Du,
med værdig Alvorsmine
en lille Pige nok saa stolt
skraas for Madonnavæggen
paa en Tribune stod og holdt
en velstuderet Præken.
Da den var endt — et lille Knix,
og ned igjen til Moder.
Og saadan præked meget fix
en Mængde spæde Poder.
Tilsidst man bar i Procession
med Faner og med Fakler
Madonnabarnets Pragtperson —
han gjorde nok Mirakler!
De brune Munke sang i Kor:
»Bambino, søde, smukke!«
og Trængselen var meget stor
omkring den pæne Dukke.
Vidt Kirkens Døre aabne stod,
ind titted Aftnens Stjerne.
Mit trætte Blik jeg flyve lod
ud i det dunkle Fjerne.
I Aftenrøden Roma laa
med alle sine Minder —
i Horizonten mørkeblaa,
snedækte Bjergetinder.
Jeg nu har Julens Trylleri
saa godt jeg kunde malet.
Naar denne Maaned er forbi,
saa kommer Karnevalet.