Han kom fra sin trofaste Stræben
for det daglige Brød — og for Hende,
hans Husalf med Smilet paa Læben,
hans unge, livsalige Kvinde;
og træt, men dog uden at klage,
han sig kaster i Stolen tilbage.
Han griber en Bog, men saa døde,
saa mumieagtige, kolde
ham Ordene stirre imøde:
at læse han ud ei kan holde.
Og Bogen synker — og Ho’det —
og næstendels ogsaa Modet.
Saa hyggelig er hans Stue,
og Lysene venligt skinne,
og Flammerne lystigt lue
i Kakkelovnen derinde;
og Hunden, »Balder«, sig rækker
og opad sin Herre sig strækker.
Forgjæves! med sløvede Blikke
han vendte hjemad fra Slaget —
den haardeste Dyst er nok ikke
paa Valen i Vaabenbraget!
... Paa Fortepianoet stille
hans Hustru begynder at spille.
Det er kun en gammel Vise
fra næsten forglemte Dage,
og dog kan den skjænke Lise
og dysse Kummer og Klage,
thi Tonerne strømme milde
fra Livets evige Kilde.
Og Hun med sin Stemme, den søde,
der vælder af Sjælens Indre,
kan vække Liv i det Døde,
saa Øiet atter maa tindre.
Som Blomsten, af Duggen kvæget,
han hæver sig, blidt bevæget.
Og glemt er al Kampens Møie —
imorgen skal atter han stræbe!
Han skuer i Hendes Øie,
han hænger ved Hendes Læbe,
og over ham daler Freden
og Stuen bliver et Eden.