I Pavepaladsets Sale
blandt Statuers straalende Hær
Menandros og Poseidippos
de sidde hinanden nær.
Den græske Komødies Mestre
det vare de begge to,
ad Athenaiernes Daarskab
med Aand og med Vid de lo.
De hilsed Narrenes Fagter
med Latter, kløgtig og sund —
der svæver endnu et Gjenskin
deraf om den kraftige Mund.
Ja, selv dengang de var døde
og standne i Marmor op
og hviled dybt under Jorden,
de hittede paa et Spilop.
I Sekler de kukkelured,
men saa faldt Tiden dem lang:
de hørte kun Præsternes Messer
og Kirkeklokkernes Klang.
Mens Sixtus den femte throned
med Himmerigs Nøgler i Rom,
engang man graved i Jorden,
for Dagen Skjelmerne kom.
»To Hellige!« Præsterne jubled
og kasted sig for dem paa Knæ —
de fandtes i St. Lorenzos,
den ældgamle Kirkes Læ.
Saa blev der om deres Hoved
en Helgenglorie sat,
og Lamper brændte der for dem
og det baade Dag og Nat.
De Troendes talløse Skare
andægtig omkring dem stod
og kyssed med ydmyge Lader
de Helliges Marmorfod.
De benedidede Fødder
fik aldrig Rist eller Ro —
og for dem at konservere,
saa gav man dem Bronzesko.
... Poeternes Helgenglorie
forlængst er sunket til Jord,
men endnu paa Fødderne findes
af Bronzeskoene Spor.
Jeg vandred i Vatikanet
og saae paa dem begge to,
ad Menneskebørnenes Daarskab
de lystige Gamle lo.