Det er Foraar — afsted
til de blaanende Bjerge, som vinke!
Har Du Lyst, saa kom med,
hvor i Morgendug Blomsterne blinke!
Fra den ældgamle By
med det evige Ry
og med Mindernes Skatte bag Muren
lad os flye, lad os flye
til Naturen!
Hvilken kvægende Ro!
Langsmed Bjerget en Gedehjord vanker,
og i Dalen sig snoe
mellem Træerne spirende Ranker;
medens Kornet paa Vang
og en Lærke med Sang —
hvor Saameget er sælsomt og fremmed —
minder blidt paa vor Gang
os om Hjemmet.
Se paa Skraaningen der
dog Lacerten, den sirlige, grønne!
At vi komme den nær,
har den Frygtsomme godt kunnet skjønne,
og den standser en Stund
med en Regnorm i Mund —
hvilke Øine, saa kloge, saa klare! —
for at skjerme sit Fund
imod Fare.
Nu til Søen vi naae,
der i Krateret drømmende hviler.
Ved hvert Skridt maae vi staae:
hvor den yndigt og fredeligt smiler!
Over Vandspeilet hen
flyver Blikket igjen
til Kampagnen, i Taushed begravet,
og derude bag den
ruller Havet.
Hisset, pyntet og stram
og omboltret af legende Vinde,
rask en landlig Madam
traver hjem paa sin tro Aseninde.
Man kan knap holde Styr
paa en langøret Fyr,
der dem møder og skryder erotisk —
og saa kaldes det Dyr
for bæotisk!
Hist paa Fjeldskræntens Top
ligger, broget og malerisk, Staden.
Lad os stige derop!
Nei, hvor snever og smudsig er Gaden!
Foran Huset af Sten
spinder flittigt paa Ten
en bedaget og rynket Moerlille —
til Model saadan En
ei var ilde!
Mod os kommer en Mand,
og, som Hund, følger bagefter Grisen.
Høit i Tiggernes Land
medens Store som Smaa
med et »Yes!« la’er forstaae,
mon de skjønne derpaa
som en Ære?
Langsmed Floden vi gaae,
og umærkeligt opad vi stige
mellem Fjeldene graa
imod Skyernes svævende Rige.
Hissel Egenes Pragt
om et Kloster staaer Vagt,
der med Grotternes dunkle Kapeller
høit om Troeslivets Magt
os fortæller.
Over Vandfaldets Glands,
som med Skumperler bruser derunder,
smukt med Søilernes Krands
paa en Klippetop Templet sig runder.
Her om Oldtidens Aar
og om Skjønhedens Vaar —
medens Seklerne komme og svinde —
det udødeligt staaer
som et Minde.
Ja, vor Vandring var smuk
og vil kaldes i kommende Dage
med et længselsfuldt Suk
i Erindringen ofte tilbage.
Under Tusmørket blidt
i vort Hjem ville lidt
mellem Bjergenes grønnende Ranker
sværme længe og vidt
vore Tanker.