Hvor Himlen hvælver sit dybe Blaa
henover Kampagnens Øde,
og Blikkene vidt uden Grændse gaae
og Tomhed og Taushed kun møde —
hvor Rede bygger den vilde Fugl
imellem de gamle Ruiner,
som rage frem under Vedbendeskjul
med mørke, tungsindige Miner —
hvor Sumpen breder sit døde Vand
med Bøflernes rasende Skare,
og Feberen tænder Blodet i Brand,
og Dæmoner i Luften fare:
der strakte sig ensomt en stille Sø,
med sælsom Dødsmagt forlenet:
rundtom dens Bredder hvert spirende Frø
af Bølgerne flux blev forstenet.
Det var et Krater, som ud var brændt
i gamle, forglemte Dage;
og Luen, høit imod Himlen tændt,
var nu kun en dunkel Sage.
Det var som et flammende Menneskebryst
der høit i Begeistring vugges:
et Pust — og Livets brusende Lyst
i Tungsindets Taarer slukkes.
... Med at søge Tartarussøens Sted,
o Vandrer, ei Tiden Du spilde!
Den forstened Alting omkring sin Bred
og tilsidst — selv sin egen Kilde.