Nordboernes Julesang i Rom
(1862)
(1862)
St. Peter kasted Runer over Spange,
som Nordens Sønner over maatte gange.
Saa letted vi vort Anker,
saa fik vi bliden Bør.
Farvel I stolte Fjelde,
farvel I stille Søer,
Klippefos med den vilde Brusen,
Bøgeskov med den milde Susen,
Fædreland!
Nu straaler Sydens Himmel os imøde,
i Løvets Grønt Oranger gyldent gløde.
Se! Kolosseum kneiser
St. Peterskirken nær —
de svundne Tider favnes
i Mindets Aftenskjær.
Hilset vær søilesmykte Haller,
Oldtids Pragt, stolte Middelalder,
Romas Glands!
Imellem Marmorguder og Madonner,
imellem gamle Fauner, unge Nonner
det høie Nordens Sønner
kan sværme henrykt om —
men glemme dog ei Hjemmet
for Syden og for Rom.
Nordens Jul vækker alle Minder,
Nordens Jul samler og forbinder
Nordens Børn.
Vor Tanke gaaer fra Villa og fra Vigne,
fra Rosenduft, fra Laurbær og fra Pinie
til Fødelandets Strande
hvor Barnets Vugge stod.
Ak, aldrig kan vi glemme
vor Fostermoder god —
stolte Hav, Vei til Roes og Vælde,
stille Dal mellem vilde Fjelde,
høie Nord!
Ved Arnens milde Fest, som Hjertet kvæger,
paa gammel Vis vi tømme Bragebæger;
og Løftet høit skal stige
med Modersmaalets Klang
til Sverrig og til Norge
som til den danske Vang:
Hvor vi saa hen i Verden stevne,
vies dog alt, hvad vi kan evne,
Fædres Land!