Jeg ligger i Gadens Feieskarn
og brudt er min gode Vinge.
Jeg kan ikke mer, som et lystigt Barn,
i glade Dandse mig svinge.
Min Vugge stod ved den klare Aa —
idyllisk var rundtom Scenen.
Jeg drømte ei om, at jeg skulde forgaae
i Dyndet ved Rendestenen.
Afstreifet er det Blomsterstøv,
min lette Vinge har baaret.
Jeg henslængt er, som et vissent Løv
af Blæsten om Efteraaret.
Du duftende vilde Rosenbusk,
hvorpaa jeg saa tidt har mig vugget —
mellem taarnhøie Mure, i Regn og Rusk
jeg sender Dig Afskedssukket.
Jeg forvilded mig ind i den store By
med alle de stolte Paladser.
Der er ikke Redning, der er ikke Ly
mellem de stenhaarde Masser.
O Kløvermark, o Duft af Hø,
O Lærkesang over Kornet,
Solstraaledands paa den stille Sø
og Skoven og Jægerhornet!
Saa skal jeg ikke udaande min Sjæl
mellem de grønne Tuer.
Træd mig ihjel med Eders Hæl,
I fine Herrer og Fruer!
Træd mig ihjel, gjør Pinen kort,
jeg har længe nok ligget og hivet.
Vingestøvet er veiret bort,
og Døden bedre end Livet!