I Riddersalen paa Koldinghus
Kong Fredrik drikker den lifligste Rus
af Anna Sofias Øine.
De brogede Masker sig hvirvle omkring,
og Harlekin gjør sine lystige Spring,
mens Melodierne bruse.
I Dandsen glemmes hver Sorg, hvert Savn
og Pesten, som raser i Kjøbenhavn,
er næsten en Pirring mere.
Ja, Livet tykkes en flygtig Drøm,
brat Karon vinker til Lethes Strøm —
thi tøm de gyldne Pokaler!
Det gjælder at nyde den korte Lyst.
Et evigt Sekund ved en Kvindes Bryst —
saa har man dog levet Livet!
Mens Dandsen rask gjennem Salen gaaer,
i Vindvesfordybningen Kongen staaer
alene ved Hendes Side.
Til Rhytmernes skjelmske, lokkende Klang
han nynner paa Fransk en Elskovssang
i Frøkenens lyttende Øre.
Histnede standset er Dagens Larm,
fra travle Dagværk i Søvnens Arm
alt hviler Byen ved Fjorden.
Og Maanen kaster romantisk sin Glands
henover de brusende Bølgers Dands
under Slottets mægtige Banke.
Det er den deiligste Sommernat,
høit Nattergalen fløiter i Krat,
mens Springvandet pladsker i Gaarden.
Dankongen aabner Vinduet vidt.
Hvor Alting hviler fredelig blidt —
og dog saa mægtig bevæget!
Den blomstersvangrede lune Vind
sig trænger i Riddersalen ind,
hvor Amor svinger sin Bue.