Naar ud i den deilige Sommer Du gaaer,
med sød Forundring din Gang Du standser
langs Veien, hvor Tjørnehækken staaer
og strækker ud sine skarpe Landser,
Du skuer, og troer knap dit eget Øie,
imellem Tornene smidigt sig bøie
og vinde sig frem, saa her og saa der,
af fine Konvolvler en talløs Hær —
et blomstrende Løvtag Tornene krandser.
Og ud af Tornebusken til Dig,
som fordum til Moses, Herren taler:
Naar skarpe Torne spærre din Vei,
og dybt Du saares af Livets Kvaler,
da synke Du hen ei, modløs og mat —
fremad, opad ved Dag og ved Nat!
som Konvolvlen med Klokkeblomsterne hvide
sig hæver høit mellem Tornene stride
og frisk og smilende over dem daler.