Siig, mindes Du den hvide Dragt,
saa yndig, fin og skær,
Du bar hin lyse Foraarsstund,
da først jeg fik Dig kjær.
Som den saa var din unge Sjæl —
et Frugttræes Blomstersne.
Min elskte Hustru! Du kan troe,
det lifligt var at se.
Du sad paa en Forhøinings Kant,
beskeden, stille, bly.
Igjennem Tidens Taageslør
jeg skuer det paany.
En venlig gammel Enkes Barn
dit Hjerte trylled frem
i Stuen — lille kun og lav —
et kjærligt Fredens Hjem.
Og jeg ... jeg var en Foraarsbæk,
der tumled kaad sig om;
og over mig der fældet blev
hel mangen stridig Dom.
Jeg bruste, veivild, fremad, frem —
men ved din Blomsterbred
skumklædte Bølge lagde sig:
min Sjæl begjæred Fred.
Alt tidlig, fra min Barndoms Aar
en ublid Skjebnes Rov,
mit Liv desværre ligned tidt
Zigeunerliv i Skov,
mens bleg, igjennem Feil og Ve
og Latter uden Lyst,
min Genius stille sad og græd
i Dybet af mit Bryst.
Dog hvorfor dvæle, mørk i Hu,
ved Glædernes Ruin?
Da traf jeg Dig, min Hustru kjær!
saa ung og favr og fin.
Som Svaler klined vi vor Bo —
den var en Smule trang!
men der var Kjærlighed og Haab
og Gjæstfrihed — og Sang.
Jeg kan endnu vel fare vild,
Zigeuner og Poet;
men al min Fortids, Nutids Brøst
Du mildt har overset.
Du frygter, som en Dykker kjæk,
ei stærke Bølgers Larm;
Dig lokker Perlen — hvisker Du —
i Dybet af min Barm.
Vel! Perlen — sagtens ringe kun
da være viet Dig,
som skræmmes ei af Stormens Kast
og Dybets mørke Vei.
Den Tak, Du kun saa sjelden faaer
og da hvor mat og svag! —
Dig fuldt og udelt yder jeg
idag, vor Bryllupsdag.