De joge hans Moder
fra Hus og til Hus,
han fødtes paa en Stenbro
under Haglenes Sus.
Han tigged og rapsed
og lod det staae til,
og Fritiden hengik
med Drik og med Spil.
Han elsked en Skjøge,
der engang i Nød —
hun fattedes Husly,
hun fattedes Brød —
af en pæn, gammel Herre
var kjærligen kjøbt
og ind som en Dukke
i Flitterstads svøbt.
Han tumled sig om
med et flinkt Politi,
og snart blev han nappet,
og snart var han fri.
Snart leved han flot,
og snart mangled han Sul.
Med Skjøgen han feired
den hellige Jul.
Ved hende han hængte
med Kjærlighed sær:
hun ene jo havde
i Verden ham kjær.
Hun var som hans Himmel,
hans Livs Poesi —
Gud veed, der var ellers
ei megen deri!
Hver Søndag i Sengen,
naar Klokkerne klang,
og Alt var saa stille
i Stad og paa Vang,
sin Psalmebog tog hun
i Morgenens Gry —
men nærmed sig Nogen
hun skjulte den sky.
Engang i November,
da Taagen den laa
over Gader og Stræder,
saa tung og saa graa,
hun stirred omkring sig
forvildet og stivt
og vred sine Hænder —
og saa tog hun Gift.
Og Tyven alene
nu slentred omkring,
nu havde paa Jorden
han slet ingen Ting.
Han var som en Hund
uden Herre og Hjem,
og til hendes Gravhøi
han slæbte sig frem.
Han kasted sig paa den
og hulkede vildt,
han var jo fortabt,
og hans Liv var forspildt.
Han havde kun hende
til Trøst i sin Nød.
Pistolen for Panden,
og Tyven sig skød.
Han smidt blev i Kulen
i Rusk og i Regn,
der præked ei Præst,
og der snøvled ei Degn.
Og hvorfor vel ødsle
med Psalmer og Sand —
en Skjøge var hun
og en Tyveknegt han!