»Lad dadle Kvinderne hvo vil,
foruden dem vi Intet vare.
Jeg skal, saalænge jeg er til,
dem altid elske og forsvare.«
Ja, Kvinden straaler høit i Glands —
velsignet være hendes Minde!
Iaften rækkes hun en Krands
som trofast Lærerinde.
I Seklels friske Morgenstund
Du styred ud paa Verdensstrømmen
med Smilet om den kjække Mund
og Hjertet fuldt af Ungdomsdrømmen.
Det gaaer nu nedad imod Kveld
med Seklet som med vor Veninde,
men ung er dog alligevel
den gamle Lærerinde.
I huske vel, at Asathor,
tiltrods for al sin Guddomsvælde,
skjøndt han er baade stærk og stor,
bli’er overvunden dog af Ælde.
Men medens Kæmpeguden maa
beskæmmet staae for en Jættinde,
saa trækker Hexen kortest Straa
imod vor Lærerinde.
Ja, dækker Sneen end vort Haar,
naar Sjælen ikkun rastløs kæmper,
vort Hjerte har en evig Vaar,
og Maien blomstrer i November.
Ad Livets Vexel kan Du le
og dristigt an med Tiden binde —
kom hvo, som tvivle kan, og se
vor gamle Lærerinde!
En Moder for en talrig Flok,
hun nærmer alt sig Livets Aften:
men, trods den graatindsprængte Lok,
er ikke svækket Ungdomskraften.
Hun gaaer endnu sin vante Gang
med mandigt Sind, endskjøndt en Kvinde.
Thi hilses hun med Jubelsang,
vor brave Lærerinde.