Dybt Katakomben sig strækker
under St. Peters Stad,
mens Livet ovenover
larmer, sorgløst og glad.
Den ligner en Dødningseiler,
som gjennem Aarhundreder tyst
ad Underverdenens Bølger
styrer mod Evigheds Kyst.
I Køie høit over Køie
hviler — en Haandfuld Støv —
blomstrende Menneskeslægter,
som Høstens smuldrende Løv.
Martyrernes stolte Skare —
lidt Aske, Knokler, et Navn! —
bæres af Dødningskibet
til deres Længsels Havn.
Jeg vandrer i Førerens Fodspor
ved Voxkjertens matte Skin
gjennem de dunkle Gange
langsomt ud og ind.
Et Kvindenavn, ridset i Væggen,
følger mig, hvor jeg gaaer.
»Sofronia!« paa alle Mure
i Dødningstaden staaer.
Tilsidst, hvor de snevre Gange
sig vide høitideligt ud,
den sidste Hilsen mig møder:
»Sofronia — Du lever i Gud!«
Jeg stirrer, som Østens Konge.
da Haanden paa Muren skrev.
Hvo løser vel Runens Gaade,
som her begravet blev?
Kom han fra fjerne Lande
med Pilegrimsstav i Haand
og søgte selv under Jorden
med dybtbedrøvet Aand —
en Moder? en Hustru? en Kvinde,
han inderlig havde kjær?
Han fandt hende ikke deroppe
i Solens straalende Skjær.
Saa søgte han her i Mørket
sin bedste, dyreste Skat,
som Orfeus sin Eurydice
i Underverdenens Nat.
»Sofronia!« skrev han paa Væggen —
et stille henaandet Suk,
en Længsel, et Minde, en Klage,
saa simpel og dog saa smuk.
»Sofronia!« han ridser i Muren,
alt som han videre gaaer.
Igjennem Tusindaar Navnet,
kjærlighedsvidnende, staaer.
Det var Ariadnetraaden
i Gravmulmets Labyrinth,
han, haabende imod Haabet,
fulgte, troende, blindt.
Og saa tilsidst i Kapellet
fandt han sin Tankes Brud
og skrev, trods Knokler og Aske:
»Sofronia, Du lever i Gud!«