Vaaren, ak, den løfterige,
har os alt forlængst forladt,
ogsaa Somren maatte vige
med sin fulde Blomsterskat.
Hid paa Stormens Vinge baaret,
Efteraaret
plyndrer Mark og Skov og Krat.
Hist i Haven, hvor jeg vandred
under Lindetræers Hvælv,
hvor er Alting dog forandret —
ak, forandret som jeg selv!
Vaarens Drømme, Somrens Fylde
stakket trylle,
skylles bort i Tidens Elv.
Dog tiltrods for Nattens Kulde
og den korte Solskinsdag
endnu tone Floras Hulde
Glædens lyse Sommerflag.
Aster til sin Søsterstjerne
i det Fjerne
blinker gjennem Stormens Brag.
Og af Glæde sødt jeg bæver,
neppe jeg mit Øie troer —
yndigt rødmende, sig bæver
endnu hist en Rosenflor.
Og jeg tykkes, liflig kvæget,
dybt bevæget,
høre disse milde Ord:
»Om end Vaar og Sommer svinde,
og din Drøm og Daad forgaaer,
endnu Roser kan Du finde
selv i Livets Efteraar.
Hendes Haand, den fine, lette,
kan dem flette
til en Krands om dine Haar.«