Helios daler i straalende Glands,
sætter Jer, Brødre! her paa Høien,
stirrer paa Bølgernes rhythmiske Dands,
dæmpet lyder nu Vaabenstøien.
Sværdet er brækket,
Spydet knækket,
Hjelmen i Stumper af Hovedet fløien.
Rødmende funkler Øtas Tind,
hviler Jer, Venner! efter Møden,
bleg er den fordum blussende Kind,
og vi har kæmpet ufortrøden.
Lad dem kun seire!
Æren, den feire,
følger Hellenernes Stridsmænd i Døden
Smykket til Fest vort Haar vi bar,
dengang Solen af Hav sig hæved.
»Kom og tag dem!« saa lød vort Svar,
dengang Xerxes Vaabnene kræved.
Skjoldene braged,
Landserne knaged,
høit over Valen Ørnene svæved.
Kjæk som en Løve Leonidas stod,
Perserne sank for Sværdet og Landsen,
Østens Horder med svigtende Mod
dreves med Svøben til Vaabendandsen.
Ak! men desværre
Faa bleve færre —
Baandet brast, som sammenholdt Krandsen.
Mindes I, da vi Davren nød,
Heltekongen foruden Lige
sine Lakoner til Nadver bød
sammen med sig i Hades’ Rige.
Forud han ilte,
døende smilte —
efter ham ned vi til Skyggerne stige.
Her, i Sperkeiosflodens Dal
naaede Herakles Heltemaalet,
steg til Olympens straalende Sal
gjennem Marterdøden paa Baalet.
Gabende, røde
Vunderne bløde —
tæt til vort Hjerte trængte Staalet.
Mægtige Heros! freidig som Du
gik dine Sønner til Offerdøden.
Elskede Hellas! engang endnu
hilser Du dem med Fjeldenes Gløden.
Natten, den klare,
Stjernernes Skare
vinker til Hvilen bag Aftenrøden.