„Jeg sætter Krandsen paa din unge Pande
og trykker fast den om de rige Lokker.
Min Tro paa Dig Alverden ikke rokker,
hvor vildt Du tumles end paa Livets Vande.
Jeg ser din Genius, stor og underherlig —
usynlig kun for Mængden, dorsk og sløvet,
der, Støvets Børn, sig vælter lavt i Støvet —
slaae sine Vinger om Dig, kraftig-kjærlig.
Hver Hindring paa din Vei den bort vil veire,
der styrker Dig igjennem Kampens Spænding,
og fremad, fremad, gjennem Storm og Brænding,
der fører Dig fra Seire og til Seire.
Jeg ser fra Lysets ætherklare Rige
omkring din høie Pande Glorien funkle.
Om end din Fod forvildes i det Dunkle,
fra Klarhed og til Klarhed skal Du stige.”
... „„Jeg svæver høit paa Livets vilde Pande,
og Modet synker tit, til Døden trættet.
Profetisk har Du Seiren mig forjættet
og trykket Krandsen om min hede Pande.
Som Englevingers Susen, mildt den kjøler.
Mig tykkes: Stormen rundtomkring mig tier,
og Sjælen vugges blødt paa Melodier.
En ukjendt stolt og salig Ro jeg føler.
O, det gjør godt paa Verdens mørke Strømme,
hvor, døsigt gloende og slimet, Krybet
saa gjerne drog os ned til sig i Dybet,
at krandses af to Hænder, bløde, ømme!
Og staaer jeg engang høit i Seiersglandsen,
og Mængdens Bifaldsjubel om mig brager,
i Larmen, rørt, jeg mig i Minde drager:
Du var den Første der mig rakte Krandsen.””