Hun.
Jeg sætter Krandsen paa din unge Pande
og trykker fast den om de rige Lokker.
Min Tro paa Dig Alverden ikke rokker,
hvor vildt Du tumles end paa Livets Vande.
Jeg seer din Fylgie som en Genius herlig,
skjøndt synlig ei for Mængden, dorsk og sløvet,
der — Støvets Børn — sig vælter lavt i Støvet,
slaae sine Vinger om Dig, kraftig, kjærlig.
Hver Hindring paa din Vei den bort vil veire;
den styrker, luttrer Dig ved Kampens Spænding;
og fremad, fremad gjennem Storm og Brænding
den fører Dig fra Seire og til Seire.
Jeg ser fra Lysets ætherklare Rige,
omkring din høie Pande Straaler funkle.
Om end din Fod forvildes i det Dunkle,
fra Klarhed og til Klarhed skal Du stige.
Han.
Jeg svæver høit paa Livets vilde Vande,
og Modet synker tidt, til Døden trættet.
Profetisk har Du Seiren mig forjættet
og trykket Krandsen om min hede Pande.
Som Englevingers Susen mildt den kjøler.
Mig tykkes: Stormen rundtomkring mig tier,
og Sjælen vugges blidt paa Melodier.
En hidtil ukjendt salig Ro jeg føler.
O det gjør godt paa Verdens mørke Strømme,
hvor, døsigt gloende og slimet, Krybet
saa gjerne drog os ned til sig i Dybet,
at krandses af to Hænder, bløde, ømme.
Nu gaaer jeg atter glad i Vaabendandsen,
hvor Sværdeslaget imod Skjoldet brager;
Med nyfødt Haab jeg mig til Minde drager,
at min Valkyrie mig rakte Krandsen.
Hun.