Jeg drømte, at vi svæved op mod Himlen:
Min Arm jeg havde om din Midie slynget;
halvt glad, halvt bange Du Dig til mig klynged —
saa fløi vi opad, opad over Vrimlen.
Du hvisked kjærligt, henimod mig bøiet:
«I dine stærke Arme kan jeg stige!
mod Lysets høie, ætherklare Rige!»
og saae mig, yndigt smilende, i Øiet.
Jeg Liv og Styrke drak af dine Blikke
og svared: «Elskte, kun naar Du mig følger,
jeg kraftigt kløver Himmelrummets Bølger —
o, uden Dig jeg mægtede det ikke!»
««Ja»» — jubled vi i Kor — ««vor Vei er banet!
Som tvende Draaber blidt vi sammenrinde.
En stor og fuld, der slutter Himlen inde,
vi flyde sagte ud i Oceanet.»»