Jeg drømte, at vi svæved op mod Himlen.
Min Arm jeg havde om din Midie slynget,
og elskovstæt Du op til mig Dig klynged.
Saa fløi vi opad, opad over Vrimlen.
Du hvisked, kjærligt henimod mig bøiet:
„I dine stærke Arme kan jeg stige
mod Lysets høie, ætherklare Rige!”
og saae mig ømt og smilende i Øiet.
Jeg Liv og Styrke drak af dine Blikke
og svared: „Elskte! kun naar Du mig følger,
jeg kraftigt kløver Himmelrummets Bølger.
O, uden Dig jeg mægtede det ikke!”
„„Ja”” — jubled vi i Kor — „„vor Vei er banet!
Som tvende Draaber blidt vi sammenrinde.
En stor og fuld, der slutter Himlen inde,
vi flyde sagte ud i Oceanet.””