Jeg hører Koen brøle
i Brændevinsbrænderens Gaard;
og, trods mit lærde Hoved,
Hjertet høiere slaaer.
Jeg drømmer om Barndomshjemmet
og om den røde Ko
og Kalven, hvormed jeg leged,
medens jeg lystigt lo.
Jeg sidder høit under Taget
nærved Stjernernes Kor —
ak, og dog maa jeg længes
efter den lave Jord,
efter de grønne Marker,
efter den rindende Aa,
efter de vilde Roser
og alle Blomsterne smaa!
Jeg sidder blandt Oldtids Vise,
Ideens Himmel nær —
Bondekonen ved Leddet
var mig fast ligesaa kjær!
Storken paa Kirketaget
dukker op i mit Sind,
Trofast i Tøndehuset —
Taaren dugger min Kind.
Skjæget er tykt paa Kinden,
jeg er alvorlig og klog —
ak, og bort dog, som Drengen,
længes jeg kan fra min Bog
ud til min Faders Vænge
med Høets livsalige Duft,
ud til den blissede Fole,
ud i den friskere Luft!
Ingen jeg tør lade mærke,
hvordan mit Hjerte slaaer,
hvergang at Koen brøler
i Brændevinsbrænderens Gaard.
Ak, for en lærd Magister
Skammen er altfor slem,
at saadan En paa Fire
faaer ham fra sine Fem!