Den ædle Gisle flakkede om;
men hvor han kom,
ei blivende Sted var at finde.
Den høie Pris, paa hans Hoved sat,
ved Dag og Nat
de, gridske, stræbte at vinde.
Han maatte hevne sin Svoger og Ven
og strakte hen
hans Banemand bleg i Døden.
Thi jage de ham, som det vilde Dyr,
der flyer og flyer
og øiner ei Udvei af Nøden.
I Skovenes dybeste, mørkeste Vraa
alene han laa
og drømte de blodigste Drømme;
i Klippekløfterne dyssed ham ind
den susende Vind
og Fosse og rivende Strømme.
Med Fosterdatteren, Godrid, boer
i Geirthiofsfjord
hans Hustru, Aude, alene.
Mod Skyen rage Fjeldene op
med snedækt Top
om Gaarden af Tørv og Stene.
Men tidt af Kjærligheds stærke Magt
blev Gisle bragt
til Aude og Gaarden ved Stranden.
Han glemte Faren, Barm imod Barm,
i Hustruens Arm —
saa elskede de hinanden.
For Sølvpenge kjøbt, til Geirthiofsfjord
i Gisles Spor
er Eiolf, selvtolvte, dragen.
De liste sig, stille og tause, frem
i Skovenes Gjem
og lede om Natten og Dagen.
Og Gisle sidder ved Geirthiofsfjord
saa dybt under Jord,
som Muldvarpen i sin Hule.
Et Jordhus har han sig kløgtig bygt,
hvori han trygt
for Fjenderne kan sig skjule.
Nu drager Eiolf til Gaarden hen
med sine Mænd
og ind i Stuen han triner.
Han hilser Aude med Snildhed stor
og fagre Ord
og mæler med venlige Miner:
„Jeg beder Dig, Aude, mindes nu,
hvorledes Du
maa ligge ved Fjorden, den øde.
Du Frænder og Venner aldrig ser
og drager ei meer
til Mænds og til Kvinders Møde.
Hvor Gisle fjæles, Du sige mig blot,
og lønne godt
jeg skal Dig med Sølvet, det hvide.
En anden Husbond, bedre end han,
jeg saa paastand
skal lægge Dig ved din Side.”
Sit Øie slaaer Aude ned til Jord:
„Hvad mindst jeg troer —
skjøndt godt Du taled og længe —
det er, at Du skaffer mig Ægtemand,
som er bedre end han.
Men kom kun med dine Penge!”
Saa ryster han Sølvet i hendes Skjød.
Men Godrid, blød,
i Graad, ved at se det, brister.
Høit svulmer Fosterdatterens Barm
i Sorg og Harm,
og ud hun af Stuen sig lister.
Afsted til Fosterfader og Ven
fra Gaarden hen
sig skynder den grædende Pige:
„Min Fostermoder, saa brav og blid,
nu fra sit Vid
er gaaet og vil Dig svige!”
Men Gisle svarer med Smil om Mund:
„Du være kun
ei bange, min Godrid kjære!”
At Aude, min Hustru, sviger mig,
vil sagtens ei
mit Livs Fortabelse være.”
... „Jeg har altsaa” — siger Aude — „nu Ret
at gjøre med det
saaledes som selv mig tykkes?”
„„Ja”” — svarer Eiolf — „„Alt hvad Du vil!””
og ler dertil
og synes, ham Listen lykkes.
Hun strøg nu Sølvet ned i en Pung,
saa stor og tung —
og ind paa Eiolf hun trængte.
Hun høit i sin Høire Pungen svang,
saa Sølvet klang,
og hen i hans Aasyn den slængte:
„Hvor kunde Du troe, Du onde Mand,
en Hustru kan
forraade sin Husbond og Herre!
Hun sviger ikke sin Ungdoms Ven,
om Andre end
ham vende Alt til det Værre.
Nei, finder han intet andet Ly,
hvortil han kan tye,
saa finder han det hos hende.
— Nu drage Du bort med blodig Ve
og Spot og Spe:
Du slagen blev af en Kvinde.”