Kossuth(1851.)Han stod paa Fregattens høie Dækog stirrede mod Marseille.Fanerne flagred, Hestene fnøs,og Trommerne sloge Reveille.Han kæmped hisset ved Theis’es Strandfor Ungarn, Ungarn det kjære!Han kæmped for mer end den Plet af Jord,han kæmped for Frihed og Ære.Fanerne flagred, Hestene fnøs,og Trommerne sloge Reveille.Det var kun en Drøm! Fra Fregattens Dækhan stirrede mod Marseille.Han var en Fredløs, der joges bortfra den gamle Verden, begraveti Søvn og Død, i Trældom og Frygt,til den nye Verden bag Havet.Han stirrede paa den franske Kystmed Frihedsmartyrernes Grave.Han turde sin Fod ei sætte paa Land —Frihedshelten, den brave!Og Byen, der fordum Fadder stodtil Frihedens stolteste Kvæde,Byen, hvor Marseillaisen klang,den turde han ei betræde.Mørket dækkede Jord og Hav,i Tougene Høstvinden sused.Da lød der Larm i den dunkle Nat,og stærkere Bølgerne brused.Igjennem den kolde Septembersøsvømmer en Mand til Fregatten.Nu er han ved Skibet. Han klavrer ombordog jubler og svinger med Hatten.Hans Blouse driver — hvad ændser han det!Han raaber: „Glad trodser jeg Faren,for at hilse her ved mit Fædrelands Kystpaa ham derhenne, Ungaren!”Saa iler han med et „Eljen!”1 hentil Kossuth og trykker hans Hænder.Med Taarer i Øiet Helten staaer,og faderlig mildt han skjender:„Dumdristige, i den mørke Natigjennem de kolde Vover!”Den Fremmede svarer med et Smil:„Jeg holder nu hvad jeg lover!Jeg loved mig selv at trykke din Haand.Jeg fandt ingen Baad ved Stranden,saa kasted jeg mig i Vandet ud.Er der Noget umuligt for Manden?”En Arbeider var det. Men høi som en Gudhan stod med funklende Øie.Og for hans stolte, mandige OrdKossuth maatte sig bøie.„Din Devise skal være min:Der er Intet umuligt for Manden!”... Saa sprang den Fremmede overbordog svømmed tilbage til Stranden.Den Fremmedes Navn? Man veed det ei.Man veed kun, at hvad han tolkeddet var en Begejstring, som føltes dybtaf Anonymen — af Folket.Og ikke blot af det franske Folk,men rundtom paa hele Jordenaf talløse Masser — uden Navn —i Syden, Vesten og Norden.— Og Kossuth stod paa Fregattens Dækog stirrede mod Marseille.Det tyktes ham fast, som han hørte grant,at Trommerne sloge Reveille.Det gik til den sidste, store Kampmod alle Verdens Tyranner.Høit Folket, det anonyme, svangFrihedens hellige Banner.