Han stod paa Fregattens høie Dæk
og stirrede mod Marseille.
Fanerne flagred, Hestene fnøs,
og Trommerne sloge Reveille.
Han kæmped hisset ved Theis’es Strand
for Ungarn, Ungarn det kjære.
Han kæmped for mer end den Plet af Jord,
han kæmped for Frihed og Ære.
Fanerne flagred, Hestene fnøs,
og Trommerne sloge Reveille.
Det var kun en Drøm! Fra Fregattens Dæk
han stirrede mod Marseille.
Han var en Fredløs, der joges bort
fra den gamle Verden, begravet
i Søvn og Død, i Trældom og Frygt,
til den nye Verden bag Havet.
Han stirrede paa den franske Kyst
med Frihedsmartyrernes Grave.
Han turde sin Fod ei sætte paa Land —
Frihedshelten, den brave!
Og Byen, der fordum Fadder stod
til Frihedens stolteste Kvæde,
Byen, hvor Marseillaisen klang,
den turde han ei betræde.
Mørket dækkede Jord og Hav,
i Tougene Høstvinden sused.
Da lød der Larm i den dunkle Nat,
og stærkere Bølgerne brused.
Igjennem den kolde Septembersø
svømmer en Mand til Fregatten.
Nu er han ved Skibet. Han klavrer ombord
og jubler og svinger med Hatten.
Hans Blouse driver — hvad ændser han det!
Han raaber: «Glad trodser jeg Faren
for at hilse her ved mit Fædrelands Kyst
paa ham derhenne, Ungaren!»
Saa iler han med et «Eljen!» hen
til Kossuth og trykker hans Hænder.
Med Taarer i Øiet Helten staaer,
og faderlig mildt han skjænder:
«Dumdristige, i den mørke Nat
igjennem de kolde Vover!»
Den Fremmede svarer med et Smil:
«Jeg holder nu, hvad jeg lover!
Jeg loved mig selv at trykke din Haand.
Jeg fandt ingen Baad ved Stranden,
saa kasted jeg mig i Vandet ud.
Der er intet umuligt for Manden!»
En Arbeider var det. Men høi som en Gud
han stod med funklende Øie;
og for hans stolte, mandige Ord
Kossuth maatte sig bøie.
«Din Devise skal være min:
der er Intet umuligt for Manden!»
... Saa sprang den Fremmede overbord
og svømmed tilbage til Stranden.
Den Fremmedes Navn? Man veed det ei.
Man veed kun, at hvad han tolked
var en Begejstring, der føltes dybt
af Anonymen — af Folket.
Og ikke blot af det franske Folk,
men rundtom paa hele Jorden
af talløse Masser uden Navn
i Syden, Vesten og Norden.
... Og Kossuth stod paa Fregattens Dæk
og stirrede mod Marseille.
Det tyktes ham fast, som han hørte grant,
at Trommerne sloge Reveille.
Det gik til den sidste, store Kamp
mod alle Verdens Tyranner;
høit Folket, det anonyme, svang
Frihedens hellige Banner.