I Ungdoms vilde, stormende Aar
han havde som Viking hærget.
Skjoldet nu støvet i Krogen staaer,
og rustent paa Væg hænger Værget.
Vikingen er som Bonde ind
paa Fædrenegaarden dragen.
Edderkoppen spinder sit Spind
i Hjelmen oppe paa Knagen.
Det gaaer ei længer i lystig Dands
ad Havets øde Vande.
Solen skinner med stille Glands
paa Hjemmets græsrige Strande.
Han spøger ei mere paa Bølgerne blaa
med Ægirsdøttrene vilde.
En kjærlig Hustru og Glutter smaa
favne ham, vennemilde.
Rolig, sagtmodig og glad han gaaer
den lange Dag tilende
og ser til Marken, til Køer og Faar
og til sine travle Svende.
Men naar det lider mod Aftenstid,
bliver han syg i Sindet.
Ungdommens vilde, stormende Id
rører sig dybt i Mindet.
Vikingelivets blodige Lyst,
i Glemsel stille begravet,
dukker, nyfødt, op i hans Bryst,
naar Solen synker i Havet.
Han drømmer sig atter med Sværd i Haand
i Ungdomskampenes Bulder.
Mørket sænker sig over hans Aand,
og Blodet i Feber ruller.
Da væmmes hans Sjæl ved den jævne Gang,
som Dagen og Aaret bringer;
Faarenes Brægen paa grønne Vang
som Haan i hans Øre klinger.
Om Dagen er han from som et Lam,
men Natten øver sin Vælde.
Bønderne sige, han skifter Ham,
saasnart det lakker ad Kvælde.
Som vilden Ulv han flakker paa Rov
med gnistrende Øine og Tuden.
Høit det gjalder fra Fjeld og Skov,
og Bonden blegner bag Ruden.