Jeg sidder — Solen daler —
med Armen om dit Liv.
Kun hviskende Du taler,
min unge, skjønne Viv.
Fra Fredens stille Lande
med blød, vemodig Pragt
en Glorie om din Pande
har Aftenrøden lagt.
I Længsler, dunkle, ømme,
mens Natten vælder ud,
jeg sidder, som i Drømme,
hos Dig, min Ungdoms Brud.
Mit Øie saligt hviler.
I Skumring hyllet, halvt
imøde mig kun smiler
din yndige Gestalt.
Din Skikkelse sig dølger
for mine vaade Blik.
Men sødt din Tale bølger,
en underfuld Musik.
Vemodig jeg mig dukker
ned i din Tales Strøm.
Mit Øie halvt jeg lukker
og synker hen i Drøm.