Se! I Templet sidder han, den Høie —
Guddomsstraalen i det klare Øie.
Morgensolen falder om hans Pande
som en Glorie fra Fredens Lande.
Og fra Læben strømmer Ordets Manna
under Mængdens jublende Hosianna.
Trøst han bringer alle dem som sørge,
Svar han bringer alle dem som spørge.
Hisset kommer Farisæervrimlen,
lig en dunkel Sky paa Sommerhimlen.
Hør! Den ruller Lovens stærke Torden,
Blomsten bøier Hovedet mod Jorden.
Som en knækket og en falmet Lillie,
slæbe de en Kvinde henad Tillie.
Se! Nu staaer hun for den store Mester,
midt i Kredsen af de mørke Præster.
„Lærer!” lyder Raabet. „Denne Kvinde
greben er i Hoer som Synderinde.
Moseloven byder hendes Stening,
lad os høre Rabbi Jesu Mening!”
Kristus bøier Hovedet bedrøvet,
skriver, taus, med Fingeren i Støvet.
I hans fulde, rige Manddomshjerte
gynger hele Verdens Synd og Smerte.
Men han føler dybt i Frelseraanden
Naaden — Naaden seire over Vaanden.
Raabet stiger. Og med løftet Pande
møder Frelseren de rørte Vande:
„Den af Eder, som er ren i Sinde,
kaste første Sten paa denne Kvinde!”
Blikket sænker han igjen bedrøvet,
skriver, taus, med Fingeren i Støvet.
Da fra Jord han atter hæver Øiet,
ser han Synderinden, angerbøiet,
ene, midt paa Gulvet. Gamle, Unge
bort har listet sig med bunden Tunge.
„Ingen fører mere mod Dig Klage?”
— „„Ingen, Herre, Ingen er tilbage!””
Kristus taler da i Toner ømme:
„Heller ikke jeg vil Dig fordømme!
Synd og Død laa over Jorden leiret,
nu har Gud og Kærligheden seiret.
Gak din Vei og synd ei mere Kvinde!
Kvindens Søn har frelst en Synderinde.”