Kuplet
Af Henrik Nielsen
I sin rene form beskrives en kuplet som et verspar med parrim og identisk metrik, samt en vis grammatisk og kontekstuel afsluttethed og derfor i det større billede uden enjambementer, så kupletten i sig selv udgør en fuldbyrdet strofe.
Kupletten er en strofe- og verseform, der ikke er udpræget dansk, men har vundet større popularitet i bl.a. engelsk digtning, særligt i form af den heroiske kuplet, der består af to jambiske pentametre, populariseret af John Dryden i det 17. århundrede og Alexander Pope i det 18. århundrede i deres oversættelser af Vergil og Homer.
Historisk betragtet er der god grund til at tænke, at kupletten som form har rødder i det græske elegiske distikon, en kupletform, der består af et heksameter efterfulgt af et pentameter, som blev brugt typisk ved lejlighedsdigtning og som epigrammer på gravmonumenter.