Lejlighedsdigtning

        Lejlighedsdigte og —taler Egentlig er ethvert ægte lyrisk Digt et Lejlighedsdigt, idet den sande Lyriker ikke søger sit Emne, men bevæges og begejstres af det, der fylder hans Sjæl, og udtoner sin Sindsbevægelse, sine Følelser, Stemninger og stemningsfulde Betragtninger, der paa given Anledning udløses af Forestillingerne, i Toner og Rytmer, og tager vi Ordet Lejlighedsdigt i denne Bet., omfatter det altsaa alle Former af Lyrik fra den fineste og lødigste til den fadeste Efterklang. Men i snævrere Forstand forstaas der ved Lejlighedsdigt noget andet. En lille lyrisk Aare har næsten ethvert stemningsfuldt Menneske; under Stemningsfyldens Pres kan den give sig Udtryk i lyrisk formede Sætninger, og i et dannet Samfund er de alm. poetiske Hjælpemidler saa at sige blevne Almeneje for alle dem, der har læst megen Poesi og Sang, og det falder dem ikke vanskeligt at sætte de følelsesbetonede Forestillinger, der kan opstaa ved Livets forsk. festlige Lejligheder, paa antagelige Vers med upaaklagelige Rim, af og til isprængte med et lykkeligt Billede ell. en sindrig Pointe, og vi har da det, vi kalder Lejlighedsdigt. Denne Digtning grænser nedadtil til blotte Rimerier og fad Klingklang, opadtil til virkelig Lyrik. Der gives ogsaa Lejlighedsdigtere som Professionals (»Poeten i Aabenraa«), der for et beskedent Honorar gør sig til Tolk for de Følelser, med hvilke en ell. anden Deltager i en Familiefest e. l. ønsker at hædre denne. Formaliter er disse Vers stundom ikke uefne, men Sjæl er der selvfølgelig ikke meget af.

        Noget lgn, som der er sagt om Lejlighedsdigteren, gælder ogsaa om Lejlighedstaleren. Om den egl. Veltalenhed, den politiske, gejstlige, jur. taler vi ikke her (se Retorik og Taler). Vi holder os til Lejlighedstalen ved Livets alm. festlige Anledninger. Der gives den fødte Taler, der er beslægtet med Lyrikeren deri, at han som denne virker ved et anskueligt-sanseligt-stemningsbevæget Sprog og straks forstaar at anslaa den rette Tone og gribe det levende, slaaende, bevingede Ord, der griber Sindet og mindes. Men ogsaa her gælder det, at i et Kultursamfund vil der efterhaanden være vundet en saadan Mængde af Mønstre og alm. Hjælpemidler, at enhver, der overhovedet er i Besiddelse af Mod til at tale (en Temperamentssag, der saa at sige er en Grundbetingelse for at tale godt), vil kunne gøre det upaaklageligt, og mange forstaar endog ret vel at anslaa den rette Tone, den alvorlige ell. humoristiske, den højtidelige ell. spøgefulde o. s. v. efter Anledning og Temperament. Der danner sig visse Mønstre, forsk. til de forsk. Tider, højtidelige, sentimentale, humoristiske, efter som det sociale Klima er. I Litt. finder man ogsaa Bøger som »Vejledning for Lejlighedstalere«. De er unyttige; de, der har stærk Brug for dem, kan ikke bruge dem; de, der kan drage Nytte af dem, læser dem ikke. Som almindelig Regel kan gælde: tal et rent Sprog, tal højt (ɔ: dvæl paa Vokalerne), hav en klar Tankegang med en Understrøm af behersket Følelse og om muligt oplivet ved en Pointe, vær kort og vær overbevist om, at der ikke gives det, der kan bringe dig ud af Fatning. Det sidste er Hovedsagen, særlig over for en stor Forsamling. At staa over for en Vrimmel af lyttende, anspændte Ansigter er et Syn, der virker imponerende og kræver Mod.