Alt Offeralteret, blodbestænkt,
hensmuldrer af Ælde.
Paa Tidens Vantro høit og strengt
Præsterne skjælde.
Egen Styrke er Løsen stolt
for Kæmper vilde,
der smile, som Asa-Loke, koldt
ad Gudegilde.
Nu Idunsæblet opliver ei,
og Balder segned,
og Thor og Odin paa Heltevei
som Spøgelser blegned.
Nu Freia, den hulde Vanadis,
ei deler Valen;
og kunstlet runger Tapperheds Pris
i Drikkesalen.
Et Ragnarøk over Norden vidt
saa skummelt ruger.
For Valhal bliver ei længer stridt,
og Dødsangsten knuger.
I Øst forlængst dog Solen oprandt,
og Frelsen beredtes.
Mod Nord den endelig Veien fandt,
og Skyerne spredtes.
Paa Borgundarholm, den navnkundige Ø,
sit Øie den fæsted;
og Vikingereden i brusende Sø
den straalende gjæsted.
Endnu dog ei ret den vover sig frem
af de kulsorte Skyer.
En lille Flok kun fra Hedningehjem
til Bethlehem tyer.
De snige sig stille, lydløst ud
i Aftenstunden
at høre Sagn om den nye Gud,
i Krybben funden.
Ad Klippekammen, som stiger brat
i Nord af Havet,
hvor Foden glider i Lyngen glat,
de fremad traved.
Fra Øst, hvor Gaard sig føier til Gaard
paa den udstrakte Slette,
og Lærken høit over Kornet slaaer,
Kaasen de sætte.
De komme tilsøes forbi Kystens Skær
langs mægtige Huler,
hvor Hylden og Vedbenden fjern og nær
Granitten skjuler.
Og Alle søge den snevre Sti,
af Naturen dannet,
som fører til et Klippeparti
høit over Vandet.
Om Stenen, hulet som Prædikestol,
samles derinde
i Sommerkvældens synkende Sol
Mand og Kvinde.
En voldtagen Mø, en stakkels Træl,
en Olding ved Staven
mødes her i det vilde Kapel
paa Veien til Graven.
Syge, Værkbrudne — knuste Vrag
paa Livets Bølge —
for Hedningeflokkens vilde Jag
rædde sig dølge.
De fandt kun Vold og Bedrag og Spot
i Menneskevrimlen
og flygted hen, hvor i Havet blaat
speiler sig Himlen.
En Klosterbroders udbredte Favn
vinker Fortabte
og aabner Frelsens skjærmende Havn
for det ringeste Skabte.
Han bringer sin Mesters Guddomsord
til Alle, som lide,
det Ord, der forløsende daled til Jord
i Sjælenes Kvide.
— End Solens Straaler sænke sig blidt
over Klippekapellet,
hvor, gjemt og stille, strømmede frit
Livsensvældet.
Af vældig Granit end Kirken staaer
med mægtige Piller;
og Bølgen, som skumklædt Stranden slaaer,
Koralen spiller.