Ravnen skreg paa en Runesten,
Nattergalen slog.
Morgenvinden, saa frisk og ren,
henover Marken drog.
Kornet med sagte Bølgegang
vugged i Solens Skin,
Lærken fra Agerrenen sang
glad sig i Himlen ind.
Med hvidgraa Stammer lysegrønt
Birkeskovens Paulun
stod — ved Kontrasten dobbelt skjønt —
blandt Lyngen mørkebrun.
Urkraftig skabende Fantasi
skrev af vældig Granit
med Vedbend og vilde Roser i
et Epos, mægtigt og frit.
Havet rullede stort og blaat,
Grændser øinedes ei.
Evighedstanken baned sig godt
Henover Dybet Vei.
Tiden steg med forklarede Træk
op af den vaade Grav,
der tilbage paa Skibets Dæk
Vikingeflokken gav.
Med Guldets Kister paa Armestump
Bue sprang atter i Sø,
og Skjaldesangen rungede dump
viden henover Ø.
Ravneskriget dog Nattergal-Kluk
som en Kjærlighedsdrøm
ombølged lifligt med Jubel og Suk
i en melodisk Strøm.
Signe ømt i Luernes Glød
hviskede Habors Navn,
Valborg af Klostergraven skød
op sig i Axels Favn.
I Morgenluften saa prægtig lød
sammen paa Vandrerens Gang
fra Nordens Morgen, kraftig og blød,
Lurens og Harpens Klang.