Han sad som en rødmusset, trettenaars Pog
med spillende Øine, saa livlig og klog
i tidlige Morgen
paa Fædreneborgen
og syslede flittigt med Pen og med Bog.
Da lød det som Hovslag, Trompeterne klang.
Med blussende Kind til Karnappen han sprang
og saae gjennem Rude
sig tumle derude
en Rytterkohorte med skingrende Sang.
Han aabnede Vinduet: Morgenens Vind,
saa stærk og saa frisk, slog imøde hans Kind.
Kyradserne blinked,
og Livet ham vinked —
og som ved et Trylleslag skifted han Sind.
Sin Lærdom i Kakkelovnskrogen han smed
og fløi som en Stormvind ad Trapperne ned.
Han sadled sin Fole
og løb af sin Skole,
og ud han i Verden paa Eventyr red.
Det var i det sextende Sekulums Gry.
Det Gamle sig tumled omkring med det Ny.
Det sused og brused:
en Tid sank i Gruset,
en anden sig bæved med straalende Ry.
Som vandrende Ridder og Pillegrimsmand
han flakkede viden fra Land og til Land.
I Keiserens Hære
han kæmped med Ære
og gjested andægtig Tiberens Strand.
Han drak sig, o Rhone, god Rus i din Vin,
saa underfuld liflig, saa stærk og saa fin.
I Spanien, forfløine,
med funklende Øine,
de dandsed omkring ham og slog Tamburin.
Han lod sig vel daare — men Grunden var brav.
Til Østerland seiled han kjækt over Hav.
Med Hovedet bøiet
og Taaren i Øiet
han Guldsporen vandt ved den hellige Grav.
Med Fyrster og Herrer til Vorms han saa foer
og grebes af Luthers begeistrede Ord.
Tre Konger han tjente;
og inden han endte,
»saa tro som en Rantzau« blev Ordsprog i Nord.