Digteren:
Deilige Mø, om hvis Hoved sig flokker
ringlende Lokker
yndigt i Dands,
mens i dit Blik — som i Havdybets Strømme —
straalende drømme
Jordens og Himmelens Glands!
Du, fra hvis Pande, som dristigt sig buer,
Genien skuer
tankefuld, mild,
Du, ved hvis Barm, der sig svulmende hæver,
Digteren bæver
sødt i Begeistringens Ild.
Du, som, saalangt jeg kan mindes tilbage
tidligste Dage,
henrev mig ømt!
Favnen Du aabned, Kysset mig brændte,
flammed og tændte —
ak, hvad har ikke jeg drømt!
... Alt er forbi, og med Hovedet bøiet,
Taarer i Øiet,
sidder jeg bleg.
Ned er jeg styrtet, og Vingen er stækket,
lammet og knækket —
Drømmen, den troløse, veg!
Vild har jeg faret og vaagner forfærdet:
flammende, Sværdet
spærrer min Vei.
Paradishaven er stænget og lukket,
Taaren og Sukket
vinder tilbage den ei.
Derfor, o Muse, Du brat mig forlade!
Glad, til de Glade
drage Du hen!
Lad mig med mørke, tungsindige Miner
mellem Ruiner
ensom kun sidde igjen!
Krandsen af Laurbær! — Ak, Fantasier,
tier, o tier,
med Eders Sang!
Lær mig at nøies, ydmyg i Sinde,
blot en Kjærminde
Gravhøien smykker engang!
Musen:
Nu ved mit Bryst Du har udøst din Klage
Modløse, Svage!
lyt til mit Ord.
Har ei Du skuet paa Himlen, den dunkle,
Regnbuen funkle
straalende, farverig, stor?
Netop igjennem de sortnende Skyer
Livet fornyer
Taarernes Regn.
Netop i Mørket, som over Dig svæver,
sittrende, bæver
Pagtens det hellige Tegn.
Mindes den herlige, henfarne Sanger,
bøiet af Anger,
Sygdom og Nød,
mindes: fra Evalds svulmende Hjerte,
knuget af Smerte,
smeltende, Tonerne brød.
Tvivlende Daare, hvi vil Du forsage?
Udaand din Klage,
sjælfuld og fri!
Fremad og opad at kæmpe for Krandsen!
Kun Dissonansen
føder en stor Harmoni.
Troer Du, at ikkun ved Spøg og ved Latter
Himmelens Datter
daler til Jord?
Aanden, som sukker, og Taaren, som blinker,
stærkere vinker
Musernes hellige Kor.