Kristian Arentzen (1823–99)

Hr. Holbech stod i Randersby

som Pædagog.

Hans Stemme runged imod Sky,

saa ingen Pebling turde knye,

og vide gik Adjunktens Ry

som Pædagog.

Grev Gert fik aldrig Bugt med Jydsk,

men Holbech tugted op paa Tydsk

hver Pog.

Jens Holbech nu paa Frueplads

sit Stade fik.

Han tyred »der« og »die« og »das« —

en L’hombre med ved fulde Glas,

og altid var han godt tilpas,

naar han fik Stik.

I »Døttreskolen« han imens

paa samme Tid var Pigers Jens —

den Strik!

Vor Ven gav Agt paa Stormens Brag:

»Nu er det Tid!«

Da Blixen heisede sit Flag

og slog paa Fjenden Slag i Slag,

skreg Holbech høit i Stormens Brag:

»Nu er det Tid!«

Til Direktør han op sig svang,

mens Borgen sang sin Svanesang

i Strid.

Athalia! Glimt af Holbech brød

din mørke Sky.

Hun tyede hen til Berlings Skjød;

men Holbech lynte Skræk og Død,

og Dommens Tordenstemme brød

den svarte Sky.

Blaastrømper, for den slemme Trold,

der tager Frøkener med Vold,

I flye!

Du Danskes Vei til Roes og Magt,

Avancement!

Paa Embedsstigen uforsagt

vi trodse Slidet med Foragt,

Du tryller os med sælsom Magt,

Avancement.

Med Jubilæums Sang og Spil

Du føre huldt os Alle til

Vincent!