Lænken er sprængt, og jeg folder min Vinge
ud alt til Flugt.
Lad da mod Himlen Tonerne klinge,
vidt de sig svinge,
Hilsen de bringe
Livet, saa straalende smukt!
Længe jeg sad, som en usselig Fange,
spærret i Bur,
skotted bag Gittret med Stængerne trange,
længselfuld, bange,
taus, uden Sange,
ud til den frie Natur.
Lænken er sprængt. Over Bjerg, gjennem Dale
flakker jeg glad.
Solrige Dage med Aftener svale,
løvklædte Sale,
Bølgernes Tale —
hvilket Gjenfødelsens Bad!
Hellige, store Foryngelsens Kilde,
Allivets Grund,
nedsænk i Vandene, stærke som milde,
Sorger, der ville
Tankerne hilde,
gjør Du mig freidig og sund!
Gjengiv mig Barndommens underfuld høie,
vaarfriske Sands,
saa jeg mit Øre maa lyttende bøie,
aabne mit Øie,
speidende nøie
ud i Tilværelsens Glands!
Alt hvad det nordiske Stueliv raner
skjænk mig igjen.
opvæk Instinktet, som sporer og aner!
Sus af Plataner,
Rovfuglens Baner
rive mig mægtigen hen!
Former og Farver og Toner sig præge
dybt i mit Bryst,
kraftigt og lifligt mit Hjerte bevæge,
luttre og læge,
sødt vederkvæge,
vækkende Vemod og Lyst.
Og lad i Skjønhedens vidtstrakte Rige
op mod det Blaa
Sjælen sig svinge, som Sangfuglens Lige!
Tonerne stige.
giv mig at sige
alt hvad jeg hørte og saae!