Morgenstund
har Guld i Mund
(saa lyder gammel Tale),
vækker Dig saa frisk og sund
af Søvnens milde Dvale,
kalder Dig til Dagens Værk,
mens Haner lystigt gale —
nu det gjælder, kjæk og stærk,
sin Gjerning Gud befale!
Aftenstund
har Guld i Mund
og føder gyldne Drømme,
frem af Hjertets dunkle Grund
i Dæmringsskjær de strømme,
Aftenrødens Skyer lig,
der over Himlen svømme:
Sjælen er saa fuld og rig
paa Haab og Længsler ømme.
Aftenstund
med Guld i Mund,
hvor elsker jeg din Time
hisset i den stille Lund,
mens Aftenklokker kime!
Maanen stiger, stor og rund,
og Fred paa Jord sig leirer,
Sorgen dysses hen i Blund,
og Sjælen Sabbath feirer.