Rødmende straaler den østlige Himmel
høit over Tiberens evige Stad.
Dysset i Slummer, den larmende Vrimmel
glemmer sin Kjærlighed, glemmer sit Had.
Ak! og den glemmer sin store Profet,
Folketribunen med glødende Tunge,
der har sit Roma, det ældgamle, set
vorde det gjenfødte, unge.
Hisset ved porta del popolo luer
Baalet mod Morgenens purpurne Sky.
Naglet til Korset, i Dødskampen skuer
Arnold fra Brescia vidt over By.
Kirkernes Skare, Paladsernes Hær,
tilsløret, end sig Dæmringen hyller.
Nu stiger Solen, og Straalernes Skjær
Tinder og Kupler forgylder.
Martyren løfter sit bristende Øie
op fra sit Baal mod det himmelske Lys,
der, som Keruben med Bud fra det Høie,
fører hans Sjæl gjennem Dødsmulmets Gys —
sænker det atter, og dybt for hans Fod
Oldtidens Glands sig med Nutidens blander,
hvor han har løftet med ubøiet Mod
Frihedens hellige Banner.
Ak, han har vandret i Alpernes Dale,
til »Paraklet« har han fulgt Abailard.
Fortiden, vækket af Seklernes Dvale
o, hvilken Fremtid, saa lys og saa klar!
Roms Republik og Apostlenes Tid,
Friheds og Kjærligheds Eventyrdage —
derfor han styrted sig freidig i Strid:
Gud er jo stærk i de Svage!
Slaget er tabt. Som sin Herre og Mester
hænger paa Kors han til Spot og til Spe.
Høit triumfere de mæskede Præster,
Pave med Keiser ad Drømmeren le.
Frihedens Trækfugl! for tidligt Du kom,
synker med mattede Vinger i Døden.
Under hans Golgatha strækker sig Rom
deilig i Morgenens Gløden:
Forums Ruiner i uhyre Masser
og Kapitolet med Hæderens Glands,
Keisernes vedbendomslyngte Paladser
og Kolosseums gigantiske Krands,
Søiler og Buer — en Verden i Grus,
Kirken St. Pietro, Apostelens Minde,
og Lateranet, der Stormenes Sus
trodser med straalende Tinde.
Endelig — endelig Byen sig hæver,
vækket af Bødlernes tidlige Larm,
iler mod Baalet og fnyser og bæver,
delt mellem Vemod og rasende Harm.
Ak, men forsilde, thi Alt er forbi:
Luen om Martyrens Hoved slaaer sammen.
Hult lyder Munkenes Dødslitani
med et hoverende Amen.
Flammen sin Tunge mod Himmelen strækker,
ned synker Korset i Baalet med Brag,
og som et rædselfuldl Ligklæde dækker
Røgskyen Alting med hvirvlende Lag.
Romerne jamre: »Du Frihedens Tolk,
Støvet af Dig som Relikvie fredes!«
Vagten forjager det stormende Folk —
Asken i Tiberen spredes.