Som Fuglen i sin Redes Gjern,
der kviddrer glad en Sang,
jeg sidder i mit stille Hjem
og lokker af min Cither frem
en simpel Hjerteklang.
Det er en deilig Sommerdag,
saa liflig, lys og varm.
Jeg aander ind med Velbehag
den friske Luft i fulde Drag
og glemmer Sorg og Harm.
Det Søndag er, og Sabbathsro
er udbredt videnom.
Jeg føler mig saa sjælefro
og jubler: Bedst er eget Bo
og, Hjem! din Helligdom.
Jeg seiled op til høien Nord
saa ung, saa kjæk, saa fri,
og vandred om i Fortids Spor
paa Islands minderige Jord
ved Fossefald og Li.
Jeg damped nedad imod Syd,
Neapel! til din Bugt,
hvor Alting hvisker: «Lev og nyd
og dands til Mandolinens Lyd
og pluk den gyldne Frugt!»
Det var dog ei mit Fødeland,
det var dog ei mit Hjem.
I Nordens Frost, i Sydens Brand
den lyse Bøg paa Sjællands Strand
for Tanken dukked frem.
Jeg træt ei bliver af at se
paa Birkens fine Blad,
paa Pæretræets Blomstersne.
Kun Lidt! — Ja, I maa gjerne le!
Det Lidt, det gjør mig glad.
Mod Haven Vindvet aabent staaer.
Hvor Svalen kviddrer sødt!
En Drossel sine Triller slaaer —
og Haanden over Strengen gaaer,
og Hjertet bliver blødt.