I.
Ad trange, steile Hyrde-Sti
med Syd-Italiens Sceneri
en gammel Biskop klavrer op
til himmelhøie Fjeldetop.
Et Pergament, med Segl bedækt
som Vidner om Indholdets Vægt,
han bærer i sin høire Haand,
saa fuld af Ærefrygt i Aand,
som var det corpus domini,
han, høitbenaadet, bar deri.
To andre Bisper følge ham
møisommeligt paa Bjergets Kam,
og iblandt Dignitarer fler
endog en Kardinal man ser,
mens Folkeskaren, mægtig, stor,
sig trænger frem i deres Spor.
De standse ved en Hytte lav,
der Ly en Eneboer gav.
Han træder ud, saa mager, bleg,
som om han frem af Graven steg,
og stirrer sky, ja næsten vild —
af Graad fast sluktes Øiets Ild —
paa Kirkens høie Tilsynsmænd,
der for hans Fod sig kaste hen.
Saa læses op hint Pergament,
af Kardinal-Kollegiet sendt —
et sirligt stilet Valgdekret,
der kalder vor Anakoret
fra Ensomhedens Helligdom
til Pavethronen hist i Rom.
Konklavet i Partiers Strid
som Udvei fra den bittre Splid
har maattet tye til Bjergets Top,
hvor Kampens Larm ei naaede op.
Han staaer som rammet af et Lyn.
Er det en Drøm, et Aandesyn?
Sit eget Øre knap han troer.
Er det en Dæmons Fristerord?
Mon han skal blive eller flye?
Hør! Folket jubler høit i Sky
og hilser i Naturens Favn
ham med det stolte Pavenavn.
Tilsidst han, fattet, bryder ud:
«Mig kalder Kirken, Kristi Brud.
O store Gud, din Villie ske!
Du naadig til din Tjener se!»
II.
Han ned af Bjerget bliver bragt,
og, hyllet i den usle Dragt,
han bar paa steile Fjeldetop,
han sættes paa et Æsel op.
Neapels Konge Tømmen holdt
og kneised derved dobbelt stolt.
Foran en Ridderskare red
i al sin gyldne Herlighed,
mens Geistligheden paa sin Gang
høitidelige Hymner sang.
Bagefter strømmed som en Hær
Befolkningen fra fjern og nær.
Hvor Eremiten fremad red,
langs Veien knæled Mængden ned.
Glad Gamle, Unge, Kvinder, Mænd
med barnlig Studsen stirred hen
paa deres vilde Bjerges Søn,
hvis Liv randt hen i Bod og Bøn,
men nu — et Eventyr uhørt —
til Pavethronens Glands blev ført.
En Verdens Frelser, tyktes dem,
holdt Indtog i Jerusalem.
Han ledes til Neapel hen
af Kongen og hans stolte Mænd.
Hvad ændser han den skjønne Bugt,
hvor Livet straaler yppigt smukt?
Se! Mængden slentrer sorgløst om,
som var der ingen Død og Dom.
Se! Paradisets Kundskabsfrugt
til Adam bliver dristigt plukt
af Evas fagre Kvindehaand,
ført af den gamle Fristeraand.
Ja, Slangen vælter sig i Støv
og snoer sig blandt Orangens Løv
og lokker med dæmonisk Magt
i Tryllehavens rige Pragt.
Vesuv forgjæves spruder vild
og minder om en større Ild.
I Kongens Slot han fæster Bo,
men Hjertet finder ingen Ro.
Af Purpur dækket, febersygt
det banker, aldrig, aldrig trygt.
Han Aandens indre Stemme lød
og tidlig alt med Verden brød —
en Olding under graanet Haar
han nu deri som Fremmed staaer.
Paa Fjeld i Storm og Stjerneskjær
var Himlens Røst ham altid nær —
paa Marmorgulv i Pragtgemak
hans døves fast af Verdens Snak.
O ve! Hvorhen hans Øie faldt,
om Magt og Mammon kun det gjaldt.
Han gav og gav og gav og gav,
bestandig løde nye Krav.
En Spillebold for Alles List,
han Dag og Nat har ikke Frist;
og, veivild, famler om han blindt
i Politikens Labyrint.
Til Jorden dybt han tynges ned
af Pavekaabens Herlighed.
Al anden Byrde — nu han ser —
er imod denne let som Fjer.
Med Blusel snart han mærked godt,
at han en Skive blev for Spot;
og saa, til Bod for Magtens Sorg,
han tømre lod i Kongens Borg
en Celle, ringe, lille, lav,
og gik deri som i sin Grav.
Tre Kardinaler maatte staae
for Styret, mens i Bøn han laa.
III.
I Cellen, fjern fra Hoffets Tant,
sig selv igjen den Gamle fandt.
I Nattens Stilhed lød en Røst,
der trængte dybt sig i hans Bryst:
«Tak af! Tak af! Du Sjælero
kun finder i din Enebo.»
Det tyktes ham, en Engel kom
at bringe himmelsk Lægedom
og med sin Svanevinge hvid
tilvifte Panden Køling blid.
Hvad Aandens stærke Stemme bød
han nu som altid ydmyg lød.
Glad lægger han sit Purpur af —
med Knortekjæp til Vandringsstav
han midt i Kongeborgens Pragt
staaer i sin gamle, ringe Dragt.
Han iled til sit kjære Fjeld
og drak af klare Kildevæld
og knæled under Skovens Træ
i Ensomhedens stille Læ.
Høit løftet over Livets Larm,
han føler Freden i sin Barm.
I Solens Skin, i Maanens Skjær,
i Stjernehimlens Glands især
en Prik blev hele Jorden kun
i Universets store Rund,
som Kj ærlighedens Guddomsaand
omsvinger med sin Almagts Haand.
Med Smil ad Jord-Atomets Strid
i dette korte Spand af Tid
han tykkes sig med henrykt Sands
omstraalt af Evighedens Glands.
Ak! Himlens høie Glæde kun
ham blev til Del en stakket Stund.
Den nye Pave undte Fred
ei Munken i hans Ensomhed.
Hvad om igjen han dukked frem
af sine vilde Bjerges Gjern?
Hvad om han brugt som Redskab blev
og Peders Nøgler til sig rev?
Hans Fortid er hans Fremtids Grav —
saa lyder Politikens Krav.
Da Sendebud fra Paven kom
for flux at bringe ham til Rom,
han flygted bort paa ilsom Fod,
til, mødig, han ved Havet stod,
der skyller mod Apuliens Kyst.
Nu aander lettere hans Bryst:
histovre, paa Dalmatiens Strand
et Skjulested vel findes kan!
I Fiskerbaad han stiger ind,
men tumles om af Strøm og Vind
og kastes saa tilbage — hen
i Armene paa Pavens Mænd.
Til mørkt Kastel paa Fjeldetop
man fører Eremiten op.
I Taarnets Kammer sluttet ind,
han stille sad med blegnet Kind
og døde snart — ei vides mer.
Men Rygter gik der, fler og fler,
om Borgens Fange, blid og from,
og om hans dunkle Martyrdom.