Han.
Farvel, farvel, min Lillievaand —
jeg hører Hesten stampe!
Jeg iler bort med freidig Aand
ud i de raske Kampe.
Jeg kan ei, tryglende og myg,
om Elskov kjælent sukke;
jeg kan ei, som en Sanger, syg,
i Drømme blødt mig vugge.
Farvel, farvel endnu engang
min unge, fagre Kvinde!
Ved Hærtog, under Lurers Klang
jeg skal min Elskte vinde.
Hun.
Farvel, farvel, Du raske Svend,
som svinger Dig paa Hesten!
Din Hjelmbusk flagrer lystigt hen
og hilser mig i Blæsten.
Jeg sidder paa den stille Borg
og smiler gjennem Taare.
Med Bod for al min Længselssorg
Du kommer vel adaare.
Med Seir glad fra Ledingsfærd
i Hallen ind Du styrter.
Da krandser jeg dit tappre Sværd
med Roser og med Myrther.