„Mener De, at Rafael ikke vilde havde været det største
maleriske Geni, om han ulykkeligviis var blevet født
uden Hænder!”
(Maleren Conti i Lessings Emilie Galotti.)
Han sad ved Klaveret med henrykt Aand,
Ansigtet straaled fornøiet.
Henad Tangenterne fløi hans Haand,
en Taare perled i Øiet.
Han spilled, begeistret, i salig Ro,
mens Larmen omkring ham surred.
Ungdommen skjelmsk i Krogene lo —
thi Strengene klappred og skurred.
Det gamle Klaver var rent forstemt.
men i Harmoniens Rige
han svævede — Alt omkring ham var glemt —
paa Tonernes Jakobsstige.
Døv var den Gamle. Den skurrende Klang
kunde han ikke høre.
Salige Toner, himmelsk Sang
lød for hans indre Øre.
Ungdommen skjelmsk i Krogene lo,
Strengene skurred ilde.
Oldingen sad i himmelsk Ro,
Øinene straaled milde.
— Taus jeg stod med bevæget Sjæl,
og Tankerne bleve bløde.
Mig tyktes, et Billed af mig selv
traadte mig her imøde.
Tonerne klinge høit i mit Bryst;
Ungdommens Haab og Længsel,
smeltende Vemod, jublende Lyst
ville forløses af Fængsel.
Men naar jeg saa i begeistrede Ord
tolker hvad Brystet gjemte
hører jeg rundtom et Latterkor —
Strengene vare forstemte.
Dybt i mit Hjertes dunkle Gjem
klinge Tonerne milde;
men naar de træde for Lyset frem
skurre de, sære og vilde.