Han sad ved Klaveret med henrykt Aand,
Ansigtet straaled fornøiet.
Henad Tangenterne fløi hans Haand,
en Taare perled i Øiet.
Han spilled, begeistret, i salig Ro,
mens Larmen omkring ham surred.
Ungdommen skjelmsk i Krogene lo,
thi Strengene klappred og skurred.
Det gamle Klaver var rent forstemt —
men i Harmoniens Rige
han svævede — Alt omkring ham var glemt —
paa Tonernes Jakobsstige.
Døv var den Gamle. Den skurrende Klang
kunde han ikke høre.
Salige Toner, himmelsk Sang
lød for hans indre Øre.
... Taus jeg stod med bevæget Sjæl,
og Tankerne bleve bløde.
Mig tyktes, et Billed af mig selv
traadte mig her imøde.
Tonerne klinge høit i mit Bryst;
Ungdommens Haab og Længsel,
smeltende Vemod, jublende Lyst
ville forløses af Fængsel.
Men naar jeg saa i begeistrede Ord
tolker hvad Brystet gjemte
hører jeg rundtom et Latterkor —
Strengene vare forstemte.
Dybt i mit Hjertes dunkle Gjem
klinge Tonerne milde;
men naar de træde for Lyset frem
skurre de, sære og vilde.