Af alle Fuglenes deilige Sang,
af alle Blomster, som dufte,
af Kløveret paa den danske Vang
og de milde, vaarlige Lufte
jeg sendte Jer gjerne, om det kunde ske,
en dygtig Portion, saa I kunde se,
hvor godt man har det paa Landet.
Der straaler det Øie saa mildt og glad,
hvis Glands alt næsten var slukket,
og Kinden rødmer som Rosens Blad,
og Sangen afløser Sukket.
De lyse Skove, det straatakte Hus,
den stille Sø og Bækkenes Sus
gjør Livet herligt paa Landet.
Ja, kom I herud, I gamle To!
I atter, min Sandten, blev unge
og hopped omkring og græd og lo
og sladdred med Stærens Tunge.
Naar Solen gaaer ned i Rosenrødt,
saa bliver Ens Sind saa underlig blødt,
Man takker sin Gud for Landet.