Det stille Liv i den snævre Kreds
kun lidet ændses af Verden,
den har ikke Tid til at agte derpaa
for al sin urolige Færden,
den smiler ad det: det er saa Smaat!
og dog kan fjernt fra Larmen
snarest findes den største Skat:
et trofast Hjerte i Barmen.
Den stille Død i den snævre Kreds
kun lidet ændses af Verden,
den har ikke Tid til at agte derpaa
for al sin urolige Færden;
den røres ei af det navnløse Lig —
og dog paa den jævneste Baare
snarest falder den bedste Krands:
den stille, brændende Taare.
Vi bære idag et stille Liv
til den stilleste Hvile — i Graven,
fra den snævre Kreds, hvor det virkede tro,
til den snævreste — Dødninghaven.
Han eied den største og bedste Skat:
et bravt og et kjærligt Hjerte;
det følges til Graven af trofaste Faa
og Hendes dybeste Smerte.