Det stille Liv i den snevre Kreds
kun lidet ændses af Verden,
den har ikke Tid til at agte derpaa
for al sin urolige Færden,
den smiler ad det: det er saa smaat!
og dog kan fjernt fra Larmen
snarest findes den største Skat:
et trofast Hjerte i Barmen.
Den stille Død i den snevre Kreds
kun lidet ændses af Verden,
den har ikke Tid til at agte derpaa
for al sin urolige Færden,
den røres ei af det navnløse Lig —
og dog paa den simpleste Baare
snarest falder den bedste Krands:
den stille, brændende Taare.
Vi bære idag et stille Liv
til den stilleste Hvile — i Graven,
fra den snevre Kreds, hvor det virkede tro,
til den snevreste — Dødninghaven.
Han eied den største og bedste Skat:
et bravt og et kjærligt Hjerte
og følges til Graven af trofaste Faa
og Hendes dybeste Smerte.