Den hulde Sommer straaler i sin Pragt,
og Alting smiler glad i Solens Flamme.
Den grønne Skov i yppig Bladedragt
om Maleriet danner smukt en Ramme.
Men Høsten kommer, og i Storm og Slud
den Blad for Blad af Skovens Krone river;
men breder saa til Gjengjæld for os ud
de underfulde, store Perspektiver.
I Somrens snevre Tryllecirkel ind
jeg huldt mig lader slutte — o, hvor gjerne!
Men høiere sig hæver dog mit Sind
ved Høstens vide Udsigt i det Fjerne.
Som overalt, i Sommer og i Høst
dybe Symboler frem for Øiet træde —
paa Hjertet, naar det svulmer høit i Lyst,
og naar i Sorgen Taarer Øiet væde.
I Glæden sluttes Tanken snevert ind,
og i Momentet Aanden fængslet bliver;
men Sorgen aabner for vort stille Sind
os Evighedens store Perspektiver.