Du sidder taus, bedrøvet,
med Haanden under Kind;
og som i Stormen Løvet
saa tumles om dit Sind.
En Kirkegaard, en øde,
sig Verden strækker hen;
ligklædte, gaae de Døde
som Levende, igjen.
Et Bjerg af navnløs Smerte
har lagt sig paa dit Bryst,
og med tungsindigt Hjerte
Du speider efter Trøst.
— Med Barnesind Du græde
af Sjælen ud din Ve,
saa skal med Barneglæde
Du atter freidigt le!
Lad Sorgens Perler triller
af dybtbevæget Aand!
De danne, himmelsk-milde,
et Paternosterbaand.
De falde fra vort Øie
i høi og himmelsk Glands
og yndigt sammenføie
sig til en Rosenkrands.
Vor Graad er Jakobsstigen —
hver Taare er et Trin —
der fører Sjælens Higen
i Lysets Himmel ind,
hvor Sorgens Taare svinder,
som Dug i Solen hen,
og Hjertet saligt finder
sit døde Haab igjen.