Vor Livsvogn henad Banen hvor vi kjøre —
saa lærer Platon, denne dybe Tænker,
i hvem jeg med Beundring Sjælen sænker —
to væsentlig forskellige Heste føre.
Den ene lidt kun ændser Pidsk og Tømme,
dens hede Blod den under ingen Hvile;
nei, fremad, fremad maa den altid ile,
mens Flammer fra dens vilde Øine strømme.
Den anden derimod sit Hoved hæver
i høi og ædel ro mod Himlens Bue;
i Fred, fra Guder sendt, dens Øine lue;
og kun et ord den for at styres kræver.
O, i min Ungdom priste jeg den Vilde,
der henad Banen fløi, der steiled, stamped,
mens Skum om Munden stod og Boven damped,
og lod mig, som en Daare, af den hilde.
Skjøndt tit den ud fra Banens Linie skeied,
skjøndt tit den slæbte mig afsted, som fangen,
og førte mig til Randen af Undergangen,
jeg ømt den elsked, klappede og pleied.
Dens Ild og Lidenskab mig sært bedaared,
min blinde Yndest Intet kunde svække.
Til Ynddlingsdyr, til Ven og Kjæledægge
jeg havde den, fremfor den Anden, kaaret.
Nu er jeg Mand, og nu er jeg tilsinde
som om, af vilde Drømmesyner hildet,
jeg havde langt fra Banen mig forvildet
og faret fremad, veivild og iblinde.
Nu holder Tømmen stram jeg for den vilde
Bukefalos, der slider i sit Bidsel,
der stamper under Skum og Tænders Gnidsel,
og lader mig ei længer af den hilde.
Nu priser derimod jeg høit den Anden,
hvis Øine klart i ædel Stolthed lue
med Blikket roligt vendt mod Himlens Bue —
thi Et er Ynglingen, og Et er Manden!
En Yngling lader sig af Skinnet daare,
og Lidenskaben han begeistret hylder;
men Manden kun den høie Alvor tryller,
og han vil kun den ædle Storhed kaare.